fredag den 25. juni 2010

Et kæmpe løft for Amager og København

Tak for din interesse for vores store nye ombygningsprojekt!

Øresundsvej-kvarteret er igennem de sidste 5 år blevet ombygget og fornyet. Cirka 80 mio. kr. har kvarteret herude på Amager fået af Kbhs. kommune. Og lige nu bygges der på livet løs på pladsen foran Amager Bio.

Der kommer et helt nyt børnekulturhus
Børn og unge kan inden længe lege, hygge og lave alt muligt kreativt i vores kommende børnekulturhus ved Amager Bio. Huset er designet af ”Dorte Mandrup Arkitekter”, og kvarterets børn har rådgivet arkitekterne. Det nye børnekulturhus får tre værksteder og et stort rum til bevægelse og dans. Alle rum bliver forskellige med detaljer som vinduer og nicher, der er designet så børn kan kravle ind i dem og bruge dem som f.eks. små huler. Der kommer mange flere overraskelser i rummene. Byggeriet er begyndt her i juni 2010 og varer cirka et års tid.

Pladsen foran Amager Bio
Her i juni 2010 er første fase af ”Projekt Musiktorvet” gået i gang. Allerførst ombygges musikklubben ”BETA”, så cafeen kommer i niveau med pladsen. Derudover skabes den såkaldte ”dagligstue”, og det skal blive til et lille intimt byrum mellem musiklub ”BETA” og teatret ”ZeBU” (det ligger nu ovre bagved til højre på pladsen). Til sidst lægges der ny asfalt på HELE pladsen. Meget tiltrængt!

Næste opgave bliver at få bygget en overdækning ud mod Øresundsvej. Overdækningen vil betyde, at området kan bruges af borgerne året rundt. Og vi fra Amager Kulturpunkt synes, det er så flot, at vi tror overdækningen kan blive hele områdets vartegn.
Planen er, at omdanne den nuværende parkeringsplads på Øresundsvej 6 (ja den lige for Amager Bio) til et overdækket torv. Her vil I kunne høre og se koncerter, kunst, caféliv, markedsdage, arrangementer for børn og unge og meget meget mere. ”Musiktorvet” hænger fysisk sammen med ”Amager Bio”, musikklub ”BETA”, ”Børnekulturhus Ama'r” og børneteatret ”ZeBU”, som jo er rykket ind i det gamle Røde Kro Teater.

Amager Kulturpunkt vil stå for drift og udvikling af Musiktorvet. Og vi glæder os enormt til at få endnu mere gang i Øresundsvej-kvarteret, Amager – ja hele København og omegn!

MVH
Os alle fra Amager Bio/Kulturpunkt



tirsdag den 15. juni 2010

Håndværkerne river ned

Lige en rundtur, inden håndværkerne river alt fra hinanden. Ombygningen af Amager Kulturpunkt bliver så fedt! Og vi er 100% sikre på, at alle Jer, som kommer herud, vil nyde det lige så meget som os. Vi tror på, at det bliver bydelens nye samlingspunkt til hygge, fest, musik og meget meget andet.

Så starter ombygningen


Velkommen på denne "Vi Bygger Om Bloggen".
Følg med i den omfattende ombygning af Musiktorvet (plads foran Amager Bio), Beta (nyt spillested) og opførelsen af det nye Børnekulturhus Ama´r for alle børn og forældre.

På Musiktorvet bliver der plads til både udendørs- koncerter, teaterforestillinger, torveliv, , loppemarkeder, en sludder med naboen og helt spontane aktiviteter. Når Musiktorvet står færdigt, bliver der både en stor plads med en hævet scene, en hyggelig 'dagligstue' med stole og planter og en hævet flade til ophold og leg for det kommende børnekulturhus. Det bliver så fedt! og vi er sikre på, at københavnerne vil nyde Musiktorvet.

Det første prøvefelt er lagt, og håndværkerne er nu rykket ind - med skurvogne og hegn.
Du kan læse om hele projektets baggrund her.